Generalforsamling 6.3.12
Øster Højst forsamlingshus.
Torsdag d. 1/3 afholdt Øster Højst forsamlingshus generalforsamling. Formanden (Susanne Jepsen) så tilbage på et år med et tilfredsstillende antal arrangementer i huset,- hvilket også fremover er vigtigt for at husets økonomi kan hænge sammen.
Den nye vært Sven Åge er kommet godt fra start efter at have overtaget jobbet efter Pia og Frank som valgte at stoppe efter længere tids god indsats.
Det har været et år, hvor fondsmidler fra Sparekassen Løgumklosters Fond, H.P. Hanssens Mindefond samt Sydbank Sønderjyllands Fond har gjort det muligt for os at udføre nogle tiltrængte forbedringer. Der er således lagt ny isolering oven over hele salen og der er kommet nye vinduer i gavlende.
Lejligheden som hører til forsamlingshuset er ligeledes ved at blive sat i stand ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Susanne pointerede i den forbindelse at der efter istandsætning skulle være nogle helt klare retningslinjer/krav til fremtidige lejere,- både med hensyn til betaling af husleje, samt forventning om at lejligheden i fremtiden behandles med respekt. Dvs, forbud mod at have husdyr i lejligheden!
Hvis man kender nogle som mangler en lejlighed i Øster Højst, og som ikke mener ovennævnte krav er uoverkommelige, så kan man få en lejlighed til den beskedne sum af 2200 kr. + forbrug/ mdr!
Efter formandsberetning blev Susanne Jepsen (formand) og Troels Petersen (næstformand) genvalgt. Som suppleanter blev Peter Jepsen genvalgt og Conny Eskildsen nyvalgt. Jens P. Martinussen fortsatte som revisor.
Mvh. Bestyrelsen