Spring til indhold

Øster Højst

- mere end du tror

Om Øster Højst…

Øster Højst Billeder2Højst Sogn består af 17 mindre stednavne, hvor hovedbyen hedder Øster Højst – en lille, hyggelig landsby, beliggende i hjertet af Sønderjylland.

Det er et landsogn i udvikling med forskelligartede, dynamiske virksomheder i og omkring Øster Højst, og landsbyen er med sine ca. 550 indbyggere ikke en af Danmarks største, men har ikke desto mindre mange erhvervsvirksomheder, lige fra restauration over guldsmedje til automekaniker og byggeforretninger. Der er knap 1.000 indbyggere i hele Højst Sogn, som hører hjemme i Tønder Kommune.

Den smukke, hvidkalkede Højst Kirke kan dateres tilbage til ca. år 1200. Vi har et aktivt menighedsråd, som med jævne mellemrum inviterer til familiegudstjenester og efterfølgende fællesspisning, ligesom kirken er en naturlig del af Højst aktiv uge 36. Kirken huser en dansk og en tysk menighed.

Boligpriserne ligger i den fornuftige ende, og byen kan prale af  2 velholdte institutioner: Øster Højst Filialskole og Øster Højst Børnehus (dansk børnehave), der begge er omdrejningspunkter for et aktivt forenings- og kulturliv. Som børnefamilie kan man derfor roligt vælge at bosætte sig i Højst.

Øster Højst er en grøn by med flotte, gamle og nye træer i haver, anlæg og plantager, og der er træer ved alle indfaldsveje – et smukt syn møder vore gæster. Og hvor der ikke er træer, der planter vi nogle: I 1999 anlagde menighedsrådet i samarbejde med Øster Højst Skole en lille skov, ”Æ Kirkskov”, ved byens nordlige udkant.

Så for naturelskere kan Øster Højst også anbefales. Arnå, som er et af Danmarks gode fiskesteder for lystfiskere, løber lige forbi byen. Der er kun 7 km til Draved Skov – et stykke dansk urskov – hvis du kan lide gåture i grønne omgivelser. Er du mere til cykel- og/eller løbeture, er der ruter i lange (og kortere) baner rundt i hele Højst Sogn.

Dagligvareindkøb? Der er dagligvarebutikker inden for en radius af ca. 17 km i Tønder, Løgumkloster, Bedsted, Bylderup-Bov og Ravsted. Er du til hyggelige specialbutikker, er der kun 15 km til Tønder og 11 km til Løgumkloster.

Vi glæder os til at tage imod dig – tag blot hele familien med, vi har plads til alle.